Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Årets skolebyggeri 2021

ERLEV SKOLE I HADERSLEV KÅRET TIL ÅRETS SKOLEBYGGERI 2021

DANMARKS FØRSTE SKOLE I TRÆ ER BANNERFØRER FOR BÆREDYGTIGHED

 

Nohrcon har netop offentliggjort vinderen af Årets skolebyggeri 2021: Erlev skole i Haderslev. En fagjury og en offentlig afstemning slog fast, at Danmarks første træskole fortjente prisen i et år, hvor bæredygtighed for alvor er kommet på agendaen. Fagjuryen fandt vinderprojektet voldsomt overbevisende på trods af et højt dansk niveau – med en meget flot kobling mellem skolens pædagogiske værdier og de skabte fysiske rammer. Borgmester H. P. Geil (V) er på kommunens vegne stolt af prisen, og den store beslutning om at bygge det hele i træ.

FAKTA OM KÅRINGEN

- 9. gang Nohrcon uddeler prisen

- Jury vurderede indkomne forslag og nominerede 5

- Offentlig afstemning om de 5 projekter

- Jurystemmer (15 % vægt) + offentlige stemmer (85 % vægt)

 

TEAMET BAG VINDERPROJEKTET:

- Bygherre: Haderslev Kommune

- Arkitekt: Arkitema

- Ingeniør: Sloth Møller og Ingeniørgruppen Syd

- Entreprenør: Ommen

- Landskabsarkitekt: Arkitema Urban

- Bygherrerådgiver: Kuben Management, Pluskontoret Arkitekter, Autens og Arne Elkjær

 

FAKTA OM ERLEV SKOLE:

- Sted: Gammel Hørregårdsvej 29, Haderslev

- Type: Folkeskole, 0.-6. årgang

- Byggeform: Nybyggeri i træ

- Færdig: Januar 2021

- Areal: 5.900 m²

- Anlægssum: 131 mio. kr.

 

KÅRING AF ÅRETS SKOLEBYGGERI

For 9. år i træk sætter Nohrcon fokus på de gode eksempler på byggeri af skoler med kåringen af Årets skolebyggeri, som optakt til Temaugen om grønt skolebyggeri d. 4.-7. oktober. I år var bevægelse, byudvikling og bæredygtighed de bærende buzzwords for de nominerede projekter – og med det øgede fokus på bæredygtighed i byggeriet, er det måske ikke så overraskende, at årets vinder excellerer på den grønne front.

DE 5 NOMINEREDE PROJEKTER VAR:

  • DTU 130 i Kgs. Lyngby
  • Erlev skole i Haderslev
  • Friluftsskolen i København S
  • Midtbyens Gymnasium i Viborg
  • Professionshøjskolen Absalon i Slagelse
     

VINDEREN BLEV ERLEV SKOLE I HADERSLEV

Det er 2. gang Haderslev løber med titlen Årets skolebyggeri. I 2017 vandt FlowFactory (VUC) for sin ekspressive og innovative identitet. Denne gang står Haderslev Kommune bag en ny folkeskole skabt til det 21. århundredes kompetencer; innovation, kommunikation og samarbejde. Skolen har fire værdier, som afspejles i arkitekturen: Årgangsundervisning, bevægelse/leg, sundhed og natur – og så er den Danmarks første ”træskole”. I kølvandet på FN’s dystre klimarapport, er der ekstra god grund til at hylde ”grønt” byggeri, som dette års vinder.

H. P. GEIL, BORGMESTER (V) I HADERSLEV KOMMUNE, UDTALER EFTER KÅRINGEN:

”Vi er utroligt stolte af og glade for prisen for årets skolebyggeri. Erlev Skole i Haderslev er resultatet af en lang men rigtig god, demokratisk proces, hvor vi har været i dialog med forældrebestyrelse, børn, ansatte og rådgivere hele vejen igennem. Det har været en stor beslutning at bygge det hele i træ, men jeg glæder mig over, at der har været politisk enighed hele vejen igennem. Nu har vi en ny, flot og bæredygtig skole, der er rustet til fremtidens undervisningsformer i rammer, der understøtter det pædagogiske arbejde. Den afløser en 100 år gammel skole, og vi tror, at også denne skole holder i 100 år.”

FAGJURYEN UDTALTE BL.A. FØLGENDE OM ERLEV SKOLE VED NOMINERINGEN:

"Inspirerende projekt hvor arkitektur og funktioner går op i en højere enhed. Det viste materiale virker robust og samtidig legende let. Det er meget let at afkode de forskellige rum, og det virker meget overbevisende i den måde rummene, de små nicher og brugen af materialerne bliver brugt på. På trods af et højt dansk niveau virker dette projekt voldsomt overbevisende - og der er en meget flot kobling mellem skolens pædagogiske værdier og de skabte fysiske rammer."

PERNILLE SVENDSEN, ASSOCIERET PARTNER I ARKITEMA, UDTALER:

”Vi er virkelig stolte af at have designet Årets skolebyggeri, og det på et projekt der helt fra start har været en rigtig drømmeopgave. Vi har som totalrådgiver skullet omsætte et yderst visionært udbudsmateriale til fysiske rammer for fremtidens læring. Haderslev Kommune har haft en klar ambition om at gøre noget andet end "det normale”, med fokus på helhed og fællesskab – tryghed og nærvær. Skolen er udviklet som et læringsunivers med atypiske læringsrum og aktivitetszoner, der understøtter årgangsundervisning og aktivitetsbaseret læring. Skolen er opført i træ, og den stemning og identitet det giver skolen er helt unik. Og så er det bæredygtigt. Vi er taknemlige for at Haderslev Kommune og Erlev skole har været med os hele vejen - aldrig tøvet, men holdt fast i at det var dén skole, de ønskede sig.”

KARSTEN RUDBECK JESSEN, SKOLELEDER PÅ ERLEV SKOLE, UDTALER:

”At blive nomineret vakte glæde. Glæden kombineret med stolthed er om muligt endnu større, nu hvor Erlev Skole er kåret til årets skolebyggeri 2021. Sammen med en række gode og kompetente folk har vi holdt fast i vores mod og fået en skole, der er bygget inde fra. En anderledes tænkning om, hvad en skole skal kunne, og som hele vejen har fået positiv opbakning fra det politiske niveau. Skolen står skarp – nærmest skulpturel i sit ydre – super æstetisk og bæredygtig i materialevalget. Inde har vi fået de mest indbydende faciliteter, man kan tænke sig. Med rækken af forskellige læringsmiljøer er rammen sat for en skoledag for børn, der åbner for arbejdet i at styrke fremtidens kompetencer. Stor tak til alle, som har medvirket i tilblivelsesprocessen – stor tak til alle, der har valgt Erlev Skole som årets skolebyggeri.”

1.400+ STEMTE I ALT! ROSERNE TIL ERLEV SKOLE FRA FOLKET LØD BL.A.:

  • ”Brugen af træ signalerer en grøn bevidsthed og så ser det hammer godt ud :-)”
  • ”Bæredygtighed, pædagogik og arkitektur smelter flot sammen.”
  • ”Den skole har det hele og mere til. Super, super flot.”
  • ”Erlev skole giver den enkelte elev alle muligheder for at lære og udvikle sig ud fra den enkeltes behov.”
  • ”Fantastisk projekt med fokus på bæredygtighed og moderne indlæring. Elever og lærere er begejstrede.”
  • ”Fedt at pædagogik kommer før design.”
  • ”Flot byggeri med læring og sociale skills i fokus. Hvem ville ikke gerne være barn igen, med sådan en skole.”
  • ”I vote for wood 🌳

“Jeg er helt sikker på at de generationer af børn og lærere, der får lov at have deres dagligdag i så smukke og velovervejede omgivelser, bliver nogle gladere, dygtigere og mere rummelige mennesker.”

  • ”Nytænkning både pædagogisk, didaktisk, arkitektonisk og byggeteknisk. En bæredygtigt bygning opført i en ren trækonstruktion til fremtidens skole.”
  • ”På tide der bygges skoler i træ i Danmark.”
  • ”Skønt med en skole der har fokus på bæredygtighed, bevægelse og natur. Rigtig gode værdier, vi kan give videre til den næste generation.”
  • ”Som medarbejder på skolen er det fantastiske omgivelser at arbejde i, både i forhold til pædagogiske muligheder, støjdæmpning og lys og luft. Børnene elsker udearealerne!”
  • ”Træbyg er fremtiden så det eneste rigtige til vore børn.”
  • ”Åbenhed for eleverne, rummelige lokaler, arkitektonisk flot, har 1 elev på skolen og han stortrives.